Om JBS Koncernen
Hvem er JBS?
JBS er Danmarks største og førende producent af undertøj. Vi er
en familieejet og -drevet virksomhed, som fastholder vores
førerposition ved at fokusere på fire kerneværdier: komfort,
kvalitet, innovation og individualitet. JBS er i dag en
international virksomhed med flere end 300 medarbejdere. Vores
produkter sælges i en lang række lande med Nordeuropa som vores
primære marked.
Navnet JBS står i øvrigt for Jens Bjerg Sørensen. Han var
manden, der i 1939 stiftede virksomheden - og siden førte den frem
til positionen som Danmarks førende og mest kendte undertøjsmærke.
Jens Bjerg Sørensen var på mange måder forud for sin tid og havde
en ualmindelig veludviklet sans for markedsføring og sponsorering.
Hvem husker fx ikke JBS fra de berømte 6-dages løb i Herning op
igennem 70'erne, mange legendariske boksekampe, topfodbold i Ikast
og ikke mindst FC
Midtjylland og Herning Blue Fox.
Tradition og nytænkning
Et af JBS's mest markante kendetegn har altid været en udpræget
fornemmelse for, hvad forbrugerne ønsker - og ofte før de selv ved,
at de ønsker det. I hver eneste kollektion er der nyheder, der
ligger helt forrest i feltet med hensyn til materialer, design og
komfort. Samtidig er en række af vores styles med tiden blevet
vaskeægte klassikere, som til stadighed tiltaler et bredt publikum.
Vidste du for eksempel, at vores 300-serie under "Original"
produktlinjen er fuldkommen identisk med den allerførste serie,
Jens Bjerg Sørensen sendte på markedet i 1939?
En særlig virksomhedskultur
Jens Bjerg Sørensen demonstrerede gennem årene, at han ikke
alene havde tæft for at udvikle, producere, markedsføre og sælge
undertøj; han formåede også at skabe en ganske særlig ånd i
virksomheden. En unik kultur, der betyder, at JBS igen og igen kan
fejre jubilæer blandt medarbejderne.
JBS startede ud som producent af herreundertøj. Det er fortsat
her, vi har vores største forretningsområder.
Som en naturlig udvikling har vi i årenes løb udvidet
virksomheden med flere undertøjsbrands, og har i dag også Olympia / Maraton, norske Dovre, Egtved strømper og ProActive under vores paraply.
1. oktober 2010 blev svenske Resteröds købt op, og er nu også en del
af JBS koncernen.